Under Anden Verdenskrig blev en række henrettelser udført i en plantage i Jylland. Disse henrettelser var en del af det danske retsopgør efter besættelsen, hvor landsforrædere og kollaboratører blev straffet for deres forbrydelser. Fra den 8. oktober 1946 til den 12. juli 1949 blev i alt 16 dødsdomme eksekveret ved skydning i det militære område af plantagen. Henrettelserne fandt sted om natten, og de dømte blev transporteret fra arresten i nærliggende byer til henrettelsesstedet. Transporten foregik under skarp bevogtning, og området var afspærret for offentligheden. Henrettelserne blev udført i en pansergrav, som var specielt indrettet til formålet. Den første henrettelse, der fandt sted den 8. oktober 1946, var af Franz Toft, en tidligere Gestapo-mand dømt for medvirken til tortur og angiveri. Processen omkring henrettelserne var præget af stor hemmeligholdelse og militær præcision. Efter skydningen blev de døde lagt i kister og transporteret til kremering. Henrettelserne var en del af det bredere opgør med de personer, der havde samarbejdet med de tyske besættelsesstyrker, og som dermed havde forrådt deres fædreland. Denne periode markerer en mørk og smertefuld tid i dansk historie, hvor nationen søgte retfærdighed og oprejsning efter fem års tysk besættelse. De henrettede blev mindet som en del af den kollektive historie, og stederne for disse henrettelser tjener som påmindelser om de ofre, der blev bragt i kampen for Danmarks frihed​