Krisegenfærd har nogle træk til fælles med en Dobbeltgænger. Idet det er en tilsynekomst af en person, som befinder sig et andet sted. Dog opstår krisegenfærd kun når vedkommende gennemgår en voldsom krise fx alvorlig sygdom, en ulykke eller dør.
Den mest almindelig teori i forhold til krisegenfærd er at vedkommende, som oplever krisen (afsenderen), ubevidst projektere en gestalt af dem selv til nogen, som står dem nær fx familie eller venner.

I mange tilfælde kan de der oplevede tilsynekomsten fortælle at det skete på nøjagtigt det klokke slet hvor afsenderen døde eller oplevede krisen. I andre tilfælde er beskeden forsinket med et par timer – og folk har oplevet at disse tilsynekomster optræde så sent som mellem 24-48 timer efter krisen.
Den mest almindelige holdning til formålet eller årsagen til disse ”genfærd” er at det er en slags måde at tage afsked med deres kære på i de tilfælde hvor krisen er et dødsfald.
I de tilfælde hvor krisen er en ulykke eller sygdom, kan tilsynekomsten en underretning om hvordan afsenderen har det længe før officielle meddelelser ville kunne nå frem.
Endvidere findes der eksempler på krisegenfærd, hvor det er modtageren af synet der oplever eller vil opleve en krise og tilsynekomsten er en advarsel til dem.

Ex: Et af de mere interessante eksempler på et krise som også falder lidt uden for kategorien, omhandler Kejser Napoleon Bonaparte. Napoleon døde den 5 maj 1821 – samme aften ankom en rytter til hans mors hjem i Italien, han bar hætte så ingen så hans ansigt men han meddelte moderen at kejseren var død, før han forsvandt ud i natten. Først næsten en uge senere nåede den officielle besked om kejserens død frem.
Det er ikke til at sige om rytteren var kejseren selv, som det oftest er tilfældet ved krisegenfærd, eller hvem denne rytter ellers var.