Sparkær kirke blev indviet den 17. september 1905, og er således en ret ung kirke. Den er én af mange beskedne kirker, der skød op omkring århundredeskiftet især i de gamle hede egne, de såkaldte “18.000 kronerskirker”, hvilket vil sige, at man havde sat et loft over, hvor meget disse kirker måtte koste. Sparkær kirke kom endda, som det fremgår herunder, kun til at koste 16.000 kr.
Forud for opførelsen af kirken ligger en lang historie, for allerede i middelalderen fik sognet sin kirke, Borris kirke, som lå ud mod Fiskbæk ådal ca. 1 km fra Sparkær kirke. Den blev nedrevet, efter at den nye Sparkær Kirke var taget i brug. Forinden var den blevet solgt til en lokal tømrer for 360 kr.! Han måtte bruge, hvad der var af materialer i kirken mod til gengæld at sørge for nedrivningen.